“Vi er lysår bagefter på to teknologier, der ser rigtigt spændende ud for produktivitet og CO2 reduktion”
På MADE Open Lab hos DAMRC fik deltagere syn for ny vibrationsteknologi, systemer til dataopsamling og andre teknologier og metoder med potentiale til at optimere svejsning og bearbejdning. Læs her om et udpluk af teknologierne, som ifølge DAMRC’s CEO har potentiale til at skabe gevinster på op til 60 pct. på bundlinjen samt betydelig CO2-reduktion.
En metalplade vibrerer jævnt, så det runger metallisk ud i den industrielle hal. Nysgerrigt stimlet rundt om opstillingen med den vibrerende plade står en spørgelysten forsamling for at høre mere.
På MADE Open Lab hos DAMRC – Danish Advanced Manufacturing Research Center blev der delt viden om metoder og teknologier til at optimere på svejse- og bearbejdningsprocesser.
Måske lyder emnet snævert og en smule nørdet, men perspektiverne i teknologierne, der blev vist frem, er til at mærke og føle på.
“Gevinsterne ved nogle af de teknologier, som deltagerne skal se i dag kan både være 30, 40. 50 og 60 % målt på bundlinjen, samtidig med at man i ret simple tilfælde kan spare adskillige tons CO2 udledning”
Klaus Bonde Ørskov, CEO, DAMRC
Vibrationer kan erstatte varmebehandling
Blandt teknologierne er vibrationsteknologi, som er det, forsamlingen rundt om testmetalpladen observerer i aktion.
”Vi kan accelerere den aldringsproces, som naturen normalt påvirker et emne med i løbet af et år,” oplyser Klaus Bonde Ørskov om teknologien.
Vibrationsteknologierne VSR (vibratory stress relief) og VDW (vibration during welding) kan benyttes under og efter fremstilling af metalkomponenter. Vibrationerne afstresser metallet og fjerner dermed spændinger, så metallet ikke slår revner og deformerer under og efter svejsning. Ved at vibrere metalemner, kan man desuden skabe flere forbindelser mellem kornene i metallet og gøre metallet stærkere.
Vibrationsteknologi kan derved i mange tilfælde erstatte en energikrævende varmebehandling. Hvilket traditionelt bruges til at reducere risikoen for revner og deformationer efter et emne er blevet bearbejdet.
Vibrationsteknologi
VSR står for ”vibratory stress relief” og kan erstatte traditionel varmebehandling af emner før og efter bearbejdning. Formålet med VSR er et at styrke emnet og undgå bl.a. deformationer efter bearbejdning.
VDW står for ”vibration during welding” og benyttes under svejsning. Formålet med VDW er et at styrke emnet og undgå bl.a. deformationer under svejsningen.
MADE Open Lab
På MADE Open Labs inviterer vi ind i laboratorierne og værkstederne, hvor nye løsninger og teknologier til produktionen udvikles af specialister.
De foreløbige test
”I USA har man gjort det her med VSR og VDW siden 2000. Vi tog det hertil i 2013 og 2020, og der var der ingen, der vidste noget om det,” siger Klaus Bonde Ørskov og tilføjer:
”Vi er lysår bagefter på to teknologier (red. f.eks. ift. USA), der ser rigtig spændende ud for produktivitet og CO2-reduktion”
Blandt de første til at give sig i kast med vibrationsteknologi og indhente de tabte lysår er Sjørring Maskinfabrik. På Open Lab viste virksomheden en test frem, som de har lavet i samarbejde med DAMRC – og den viste positive takter.
”Resultatet er, at hvis vi ingenting gør, så knækker det, og hvis vi VSR behandler det, så holder det lige så godt, som når vi forvarmer det,” siger svejsekoordinator i Sjørring Maskinfabrik Kaj Verner Nielsen til publikummet omkring hans station, hvor prøverne ligger fremme til skue.
Sjørring Maskinfabrik håber på at forbedre emnerne gennem VSR og VDW – men også at spare CO2 med teknologien:
”Vi håber på en CO2 – reduktion helt op til en faktor 20,” siger Kaj Verner Nielsen.
Ifølge DAMRC kan vibrationsteknologien VSR sparer 100 g CO2 pr. kg. metal sammenlignet med, hvis man benytter den traditionelle varmebehandling.
Potentialet i data
Cirkulerer man videre fra Sjørring og DAMRC’s demonstration af vibrationsteknologi, finder man en række udstillere, som viser, hvordan data og sensorer kan effektivisere produktionen – herunder svejsning og bearbejdningsprocessor.
Blandt andet demonstrerer VOLA, hvordan de har optimeret på procestid og værktøjsslid. Ved at indsamle live data på produktionen af armaturer til vandhaner, fandt VOLA i samarbejde med DAMRC frem til, at de kunne skrue op for omdrejningerne i maskinen. Det reducerede procestiden på en af deres cases med 20 pct.
Lidt længere inde i hallen finder man OQTON, som har udviklet et system til at overvåge og optimere produktionen. Gennem kunstig intelligens, internet of things og simulering, kan systemet identificere flaskehalse i produktionen. Det kan for eksempel handle om at sikre, de enkelte maskiner yder deres optimale ift. deres kapacitet.
”Vores IoT overvågningssystem kan typisk spare kunder 10-15 pct. i deres produktivitet,” forklarer General Manager i OQTON Mark Forth og fortsætter:
”Det sker ved at måle på nedetider og derved lave en slags strategi over, hvordan man undgår disse nedetider.”
Ifølge DAMRC’s CEO Klaus Bonde Ørskov er det afgørende at gribe mulighederne i teknologierne, som bliver vist frem på MADE’s Open Lab:
”Det er kernen i vores velfærdssamfund, at vi kan producere til den rigtige pris, i den rigtige kvalitet og med det rigtige klimaaftryk”
Hold øje med MADE’s aktiviteter da vi snarligt annoncerer et projekt om VDW og VSR i samarbejde med DAMRC, som du kan deltage i. Kontakt gerne Senior Project Manager i DAMRC Charlotte Frølund Ilvig for mere information om det fremtidige MADE projekt på: +45 20 30 45 99, chi@damrc.com.
Artikel er udgivet af MADE 30. september 2021